Denne hjemmeside huses og designes af DanBIF - Danish Biodiversity Information Facility (www.danbif.dk). Webredaktør: Lotte Endsleff.
Forside
|
| Dansk Botanisk Forening er Danmarks ældste grønne forening - stiftet i 1840. Foreningen er landsdækkende med ca. 1450 medlemmer og er delt op i en hovedforening med adresse i København samt en Jyllandskreds og en Fynskreds. Foreningens formål er at udforske og bevare den danske flora. Foreningen arbejder aktivt med at informere om, bevare og beskytte den danske flora. Dette gøres bl.a. ved udgivelsen af foreningens blad URT, samt ved at stille botanisk viden til rådighed i forskellige sammenhænge, f.eks. i frednings- og naturbeskyttelsessager og deltage aktivt i konkrete naturprojekter landet over. Ture og foredrag Foreningen arrangerer ture og foredrag over hele landet og i udlandet: • Ekskursioner i Danmark for både begyndere og mere erfarne. Ekskursionerne ledes af kyndige og lokalkendte botanikere – flest ture om foråret/sommeren, men også efterår og vinter. Hvert år afholdes en højsommerekskursion i Danmark af flere dages varighed, f.eks. til Møn, Bornholm og Nordjylland. • Botaniske ture til udlandet som f.eks. Middelhavsområdet, Schleswig-Holstein, Polen, Rusland, Sverige, Afrika. • Foredrag om botaniske emner i København, Odense og Århus – ca. hver 14. dag i efterårs- og vintersæsonen. • Den danske del af De Vilde Blomsters Dag i Norden hvert år i juni. • Seminar om aktuelle emner inden for botanik – i 2003 afholdtes en stor konference sammen med ALMA – amternes landskabsmedarbejdere om “Den danske floras beskyttelse”. Dansk Botanisk Forening afholder bestemmelseskurser i almen botanik, ofte i samarbejde med Folkeuniversiteterne. Kortlægning af den danske flora En vigtig forudsætning for at beskytte planterne er, at vi ved noget om dem. Derfor påbegyndte foreningen i 1992 det store kortlægningsprojekt Atlas Flora Danica, der har til formål at kortlægge den danske flora. Dette gøres ved at inddele Danmark i ca. 2150 ruder á 5 x 5 km. Inden for hver rude registreres alle plantearter. Projektet gennemføres af frivillige botanikere fra hele landet og med støtte fra Aage V. Jensens Fonde. Nordisk samarbejde Foreningen har et tæt samarbejde med de andre nordiske botaniske foreninger for at fremme interessen for den vilde flora på nordisk plan. Man arbejder sammen om det årlige arrangement De Vilde Blomsters Dag i Norden, hvor mere end 10.000 mennesker er ude og se på nordiske planter fra Grønland og Svalbard i nord til Lolland og Vadehavet i syd. Dagen holdes den samme søndag i juni i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Island og Grønland. Tidsskrift Det populærvidenskabelige blad URT udkommer 4 gange om året. Bladet sendes til alle medlemmer. I URT findes artikler inden for alle grene af botanikken, f.eks. miljøproblemer og økologi, beskrivelse af særlige naturområder, debat, nyfund af sjældne planter og status over udryddelsestruede arter. Bøger Foreningen har eget forlag, hvor første bogudgivelse var Nordiske skærmplanter af Niels Faurholdt og Jens Chr. Schou. Kontingent Kontingent inkl. abonnement af URT: 250 kr. Unge under 25 år: 165 kr., pensionister over 67 år: 185 kr., familiemedlemskab: 285 kr. |
![]() Hjemmeside www.botaniskforening.dk Kontakt Dansk Botanisk Forening Sølvgade 83 1307 København K Tlf. 3314 1703 Kontakt Kontortid: Onsdag og torsdag kl. 10 - 12 Kontaktpersoner: Formand Poul Møller Pedersen Tlf. 4390 3359 Kontakt Jyllandskredsen v. Formand Erik Hammer Tlf. 8615 5341 Kontakt Fynskredsen v. Formand Toni Reese Næsborg Tlf. 6473 1482 Kontakt Information og PR: Signe Nepper Larsen Mobiltlf.: 4041 4530 Kontakt |