Naturhistorisk Guide
Naturhistorisk Guide
Biologi, geologi, geografi

Folder Naturhistorisk Museum Skagen

Hjemmeside
www.naturmuseum-skagen.dk


Museet er indrettet i den gamle Højen Station, som ligger midt mellem Gl. Skagen og Den tilsandede kirke. Museet vil med sine udstillinger fortælle om Skagens natur og inspirere til gode naturoplevelser i området. Museet er privatejet og drives af biologerne Poul Lindhard Hansen og Sanne Christensen.

Udstilling
Museets udstilling viser historien om Oddens dannelse, en gennemgang af de sten og ledeblokke, man typisk finder på Skagens strande, samt en præsentation af det rige fugleliv langs kysten og i klitplantagen, bl.a. mange rovfugle. Museets udstilling "Fra istid til nutid" følger indvandringen af planter og dyr i Vendsyssel efter sidste istid. Denne udstilling viser spændende mammutfund fra Nordsøen, eksempler på våben og redskaber i perioden fra stenalder til jernalder samt lokale fund udgravet i klittørven eller opskyllet på stranden.

Særudstillinger
Udstillingen om snapseurter og andre nytteplanter gennemgår kryddersnapsens historie og præsenterer en række af områdets karakteristiske krydderplanter.
I sæsonen 2006 udstiller museet sin samling af fossiler. Fossilerne er ikke fundet lokalt, men repræsenterer de forskellige geologiske perioder, og udstillingen sætter således tiden i perspektiv.


Ekskursioner/naturvandringer
På museet kan man hente inspiration til gode naturoplevelser, få en snak om naturen eller tage med museets biologer på naturvandring eller marinbiologisk ekskursion. Ture for klasser og større grupper arrangeres hele året.

Museumsbutik
Museet har et stort udvalg af naturalier og fossiler, bl.a. tænder og knogler af mammut og hulebjørn. Endvidere kan leveres geologiske samlinger af danske sten og ledeblokke til undervisningsbrug samt præparater af forskellige invertebrater og vertebrater til dissektion.

Udgivelser
Hæftet Naturen på Skagen Odde - en beskrivelse af områdets natur, de bedste fuglelokaliteter, hedens specielle plante- og dyreliv, samt omtale af områdets historie, sandflugten og Råbjerg Mile.

Naturhistorisk Museum Skagen
Skagen Naturcenter
Højen Station, Flagbakkevej 30 9990 Skagen
Tlf. 9845 0706